søndag den 7. oktober 2018

I oktober vil jeg...

Min yndlingsmåned er oktober, jeg elsker efteråret, særligt oktober, hvor farverne er så smukke og gyldne. Min fødselsdag ligger også i oktober, i år er det en rund fødselsdag, jeg glæder mig. Har inviteret en lille, men den bedste del til min fødselsdag, som jeg holder på landet, da fødselsdagen (næsten) altid ligger i efterårsferien. En stille og rolig dag, lige som jeg ønsker det.

Her er mine ønsker og planer for oktober:

  • Nyde de smukke morgener ekstra meget, lige pludselig er det helt mørkt, når jeg cykler afsted til arbejde
  • Rydde op på kontoret, det skal snart forvandles til bibliotek og der skal indrettes et læsehjørne
  • På fototur, det er alt for længe siden, jeg sidst har taget det gode kamera i hånden og nydt en fototur
  • Gå flere ture, Damhussøen, Søndermarken, Frederiksberg have, det hele ligger i cykelafstand fra mig, så ingen undskyldninger
  • Forudbestille “Den tredje søster” af Sara Blædel, “Månesøsteren” af Lucinda Riley hos boghandleren
  • Fortsætte min gode rutine med at læse bøger, det er dejligt at trække benene op og fordybe sig i en god bog
  • Huske at drikke mere te, ikke kun kaffe
  • Nyde efterårsferien og komme helt ned i gear, inden uge 43 byder på ekstra travlhed på arbejdet. 

Det var nogle af mine ønsker for yndlingsmåneden oktober, håber du får en dejlig oktober. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ferie, ferie

Efterår og ferie = efterårsferie, sensommer, løvsommer, blå himmel og højt humør.