søndag den 20. juli 2008

”Home sweet home” eller ”Hjem kære hjem”

I køkkenet står opvasken fra i går. Den er ikke stor, men service fra 8 personer er alligevel mere end service fra dagligdagen. Det skræmmer mig ikke, at den står og venter. Opvasken bliver ordnet som en leg. Først tallerknerne, så bestik, glas osv. osv.
Familien var på besøg i går, det var så hyggeligt igen at være samlet. Der blev grint og snakket til den store guldmedalje.
Jeg burde gå i gang, men sidder lige så godt, og søndagen er kun lige begyndt. I radioen er mit yndlings program i gang. De sidste mange, mange år er min morgen begyndt i selskab med værten i P2 morgenmusik, det er en behagelig måde at vågne op på. Og jeg nyder, at jeg i ferien kan få hørt hele programmet til ende.

Bogen ”Home sweet home” var jeg lige ved at bestille i en bogklub i går, men ombestemte mig. For det første er mine reoler fyldt med bøger, og mange af dem omhandler indretning. For det andet generer det mig lidt, at købe en dansk bog skrevet af et dansk (ægte-?)par, og man så vælger en engelsk titel. Hvad er det lige der er galt med ”Hjem kære hjem”? Det lyder måske ikke så godt som ”Home sweet home”? Måske lyder ”Hjem kære hjem” for bondsk?
Jeg er én af dem der syntes vi skal passe på vort danske sprog og ikke give det alt for mange udenlandske udtryk, når der findes danske.
Har i øvrigt bestilt bogen på biblioteket, så bliver jeg måske klogere på hvorfor de har valgt titlen.

I aften sender dr2 Spise med Price og Boller af stål, det er gode programmer og jeg får masser af inspiration til selv at gå i gang i køkkenet. Men før jeg kan gøre det, så har jeg lige en opvask der skal klares.
Rigtig god søndag

2 kommentarer:

  1. Også rigtig god søndag til dig, Trine!

    Jeg har endnu ikke fået set de to tv-programmer, men det må jeg virkelig se at få gjort. Jeg har læst så meget godt om dem begge.

    Jeg går nu også ind for den danske titel, du foreslår, og går ind for, at man ikke bare bevidstløst bruger engelske ord.

    SvarSlet
  2. Madame, Håber du har haft en god søndag. Brødrene Price er virkelig gode i tv. Må indrømme, at jeg desværre ikke er blevet så inspireret af deres madlavning i aften, da jeg ikke kan lide friturestegt mad.

    SvarSlet

Der skal så lidt til

Disse indlæg plejer jeg at udgive om mandagen, men ingen regler, som ikke kan brydes eller bøjes, derfor snupper dette indlæg på en rar fred...